Som navnet antyder, er ASD, eller autismespektrumforstyrrelse, en tilstand, der ligger inden for et bredt spektrum af forskellige symptomer og grader af sværhedsgrad. En person, der diagnosticeres som værende i den “milde” ende af spektret, kan være i stand til at fungere mere eller mindre normalt og af andre kun anses for at være lidt indadvendt eller måske excentrisk i nogle vaner.
I den anden ende af spektret kan symptomerne være så alvorlige, at en person, der er diagnosticeret med ASD, kan være uimodtagelig og opleve store vanskeligheder med at interagere med andre og udføre normale, daglige aktiviteter uden væsentlige udfordringer. I dag siges det, uanset hvor på dette spektrum en person, der er diagnosticeret med ASD, befinder sig, at vedkommende har ASD.
Det har dog ikke altid været tilfældet. Så sent som for seks år siden var der en anden form for diagnose, der primært i amerikanske lægekredse blev anvendt til at vurdere ASD. Systemet anvendte forskellige grader af spektret, og det havde en specifik klasse af ASD kaldet “atypisk autisme”.
Så hvad var atypisk autisme, og hvordan ville nogen blive diagnosticeret med det?
All In The Book
Mellem 1994 og 2013 blev en specifik udgave af et dokument kendt som Diagnostic & Statistical Manual of Mental Disorders brugt som lærebogsreferencen for læger, når de skulle diagnosticere, identificere og klassificere psykiske lidelser. Der har været fem udgaver af denne bog, kendt som DSM, siden den først begyndte at blive offentliggjort i 1952. Det var først i 1980’erne, med DSM-III, at autisme overhovedet blev anerkendt som en unik tilstand. Før DSM-III blev børn med ASD diagnosticeret som skizofrene og fik behandling for det.
Efter udgivelsen af DSM-III fik autisme en langt mere specifik undersøgelse fra læger og fik behandlinger skræddersyet til de diagnosticerede, i stedet for at antage skizofreni, hvilket ikke var en effektiv behandling og i nogle tilfælde endda skadelig. Fra denne nye forståelse kom ideen om, at der var forskellige typer og “kvaliteter” af autisme, og en af disse blev kendt som atypisk autisme eller Pervasive Developmental Disorder-Not Otherwise Specified, også kendt som PDD-NOS.
Hvad er det?
De andre typer autisme blev betragtet som Pervasive Developmental Disorders eller PDD’er og faldt ind under fem kategorier; autisme, Aspergers syndrom, Childhood Disintegration Disorder (CDD) og Rett’s Syndrom. Den femte, atypisk autisme eller PDD-NOS, var en “blandet” kategori for personer, der blev diagnosticeret med nogle autismekarakteristika, som ikke passede ind i de andre fire eksisterende PDD-kategorier.
I realiteten var atypisk autisme en indrømmelse af, at en person, der blev diagnosticeret, havde træk af autisme, men ikke “nok” i en af de fire kategorier til endegyldigt at “smide personen i en kasse”. I nogle henseender er det på grund af den organiske, uklare karakter af autismesymptomer og deres varierende grader, at da DSM-V til sidst kom ud, blev de fem kategorier opgivet, og atypisk autisme blev foldet ind i de andre.
Hvad er symptomerne?
Atypisk autisme, da den stadig blev omtalt som sådan, havde en blanding af forskellige symptomer. I DSM-III- og DSM-IV-æraen blev Aspergers syndrom betragtet som den “bedst fungerende” form for autisme, og nogle af dem, der blev diagnosticeret med denne form for autisme, kunne fungere uden særlig medicinsk behandling, mens dem, der blev diagnosticeret med anden autisme, som f.eks. CDD, krævede mere intensiv opmærksomhed og behandling.
Atypisk autisme blev med hensyn til sværhedsgrad betragtet som et sted mellem Aspergers og typisk CDD-autisme, en “mild” form, der ikke krævede alvorlig behandling eller terapeutisk indgriben for at de diagnosticerede kunne have et normalt, produktivt liv. Symptomerne på atypisk autisme omfattede:
Atypisk/usædvanlig social adfærd
Dette var endnu et bredt “paraplybegreb”, der potentielt omfatter alt fra forsinkede reaktioner til manglende evne til at opretholde øjenkontakt. Det eneste konsekvente var, at adfærden sammenlignet med andre mennesker inden for den pågældende kultur blev betragtet som unormal.
Sproglige/kommunikative mangler
En anden meget bred vifte af adfærd, der endda kunne falde under usædvanlig social adfærd. Atypisk autisme har kendetegn som f.eks. kommunikationsvanskeligheder. Dette kunne manifestere sig i forsinket tilegnelse af kommunikation, hvor det tager meget længere tid at lære at tale, eller i usædvanlige talemønstre, såsom at tale i en flad monoton tone, som en “robot”, der aldrig har lært at bruge tonefald eller stemmefleksion til at nuancere ordene.
Repetitive bevægelser/adfærd
Atypisk autisme kunne være karakteriseret ved et fokus på ritualer og gentagelser. AA-patienten ville falde tilbage på at gentage visse handlinger eller ritualer igen og igen, enten som en måde at slappe af på eller for at føle en følelse af kontrol i stressede situationer.
Atypisk sanseoplevelse
En person diagnosticeret med atypisk autisme kunne have en sanseoplevelse, der var anderledes end andre, enten mere intens eller mindre intens. Nogle kunne f.eks. have en meget mere følsom oplevelse med berøring og reagere meget kraftigere og mere negativt på temperaturændringer. På den anden side kunne denne sensoriske stimuli også være meget mindre raffineret, f.eks. kunne et barn med atypisk autisme have ringe eller ingen lugtesans og ikke være i stand til at deltage meningsfuldt i lugtebaserede aktiviteter.
På grund af denne store vifte af forskelle blev det til sidst i 2013 besluttet at fjerne de forskellige autismekategorier. ASD eller autismespektrumforstyrrelse er nu den eneste diagnostiske kategori.