Redaktørens note: Dette er et uddrag af et længere essay af Peter Berkowitz med titlen “Capitalism, Socialism, and Freedom”, der er udgivet af Hoover Institution som en del af et nyt initiativ “Socialism and Free-Market Capitalism: The Human Prosperity Project”.
Hvorfor mislykkedes kommunismen, og det liberale demokrati blomstrede?
I det 19. århundrede reagerede marxismen på ægte problemer, som det spirende liberale demokrati og den frie markedskapitalisme var ramt af. Fabriksejere udnyttede arbejdere – mænd, kvinder og børn – ved at udsætte dem for svækkende arbejdsforhold og udmattende arbejdstider, mens de betalte en ringe løn. På trods af elementet af retfærdighed i denne kritik led marxismen – sammen med de mange mindre indflydelsesrige varianter af socialismen – af flere grundlæggende fejl.
For det første undervurderede Karl Marx i vild grad de liberale demokratiers og frie markeders selvkorrigerende kræfter. Han og hans legioner af tilhængere undlod at forstå de liberale demokratiers evne til at erkende uretfærdighed, reformere institutioner for bedre at tjene offentlighedens interesser og vedtage love, der ville bringe virkeligheden i det politiske og økonomiske liv mere i overensstemmelse med løftet om individuelle rettigheder og ligeværdigt medborgerskab. Desuden værdsatte marxismen ikke de fantastiske produktivkræfter, som kapitalismen har frigjort. Den frie virksomhed har ikke gjort arbejderklassen fattigere, som Marx insisterede på, at den skulle. Tværtimod har frie markeder, understøttet af privat ejendomsret og retsstatsprincippet, vist sig at være historiens største modgift mod fattigdom og har over hele verden hævet de grundlæggende forventninger og normer vedrørende de materielle forudsætninger for et anstændigt liv til et niveau, der var utænkeligt på Marx’ tid og selv for få generationer siden.
For det andet formodede Marx at besidde endelig og uomtvistelig viden om den nødvendige udfoldelse af menneskelige anliggender fra de tidligste former for civilisation til i dag. I virkeligheden producerede Marx, og marxister har rutinemæssigt tilsluttet sig, en endimensionel fremstilling af historien, der udelukkende er baseret på konflikten mellem undertrykkere og undertrykte, som om ingen andre faktorer påvirkede moral, økonomi og politik. Den endimensionelle karakter af Marx’ analyse hænger sammen med dens reduktionisme. Marx’ historie foregår som om tradition, kultur, tro og retfærdighed var irrelevante, undtagen som bestanddele af en kode, der, når den er korrekt afkodet, afslører de bedrag, hvormed de magtfulde opretholder de svages trældom.
For det tredje bukkede Marx under for den utopiske ånd. På trods af sine omfangsrige skrifter, gav han ikke megen opmærksomhed til den politiske struktur eller de vaner og institutioner, der ville organisere økonomien i den æra, som han hævdede ville følge efter det liberale demokratis og kapitalismens overvindelse. Han antog, at social og politisk disharmoni af enhver art ville forsvinde efter ophævelsen af rettighederne, religionens afskaffelse og afskaffelsen af den private ejendomsret. Denne ekstravagante indbildskhed var i ikke ringe grad en konsekvens af hans manglende evne til at tage højde for de mange forskellige lidenskaber og interesser, der motiverer mennesker, personers forankring i bestemte traditioner og fællesskaber, grænserne for den menneskelige viden og de institutionelle ordninger, der sætter regeringen i stand til at fremme offentlighedens interesse i individuel frihed og menneskelig lighed.
I hver af disse henseender har det liberale demokrati vist sin åbenlyse overlegenhed. For det første både begrænser og styrker de liberale demokratier folket. Regeringens beskyttelse af individets rettigheder sætter grænser for, hvad flertallene gennem deres valgte repræsentanter kan tillade, selv om grundlaget for legitim magtudøvelse i de regeredes samtykke giver flertallene en solid legitimitet og et bredt spillerum til at vedtage love, der tjener offentlighedens interesse i overensstemmelse med skiftende omstændigheder og folkets skiftende forståelse af denne interesse.
For det andet hviler det liberale demokrati ikke på en historieteori, men snarere på en overbevisning om mennesker – at alle er født frie og lige, og at rettighederne er indbygget i hvert enkelt menneske. I stedet for at reducere ideer til udtryk for økonomiske forhold, bekræfter det liberale demokrati, at økonomiske forhold bør afspejle ideen om individuel frihed. Regeringen sikrer de individuelle rettigheder ved først og fremmest at beskytte den private ejendom og religionsfriheden. Staten overlader hovedparten af beslutningerne om arbejde og forbrug samt religiøs tro og praksis til enkeltpersoner, som uanset ufuldkommenheder i deres forståelse sandsynligvis vil forstå deres egne interesser bedre end statsbureaukrater.
For det tredje er det liberale demokrati baseret på den anti-utopiske forudsætning, at tendensen til magtmisbrug er ret ligeligt fordelt blandt mennesker. Dette ophæver ikke troen på de grundlæggende rettigheder, som alle mennesker har til fælles, og det fjerner ikke behovet for en anstændig karakter hos borgere og embedsindehavere. Set ud fra det liberale demokratis synspunkt er alle lige frie. Alle er en blanding af ønsker og behov, lyster og længsler, frygt og håb, som ofte forvrænger dømmekraften og besejrer fornuften. Og alle er i stand til at tilegne sig i det mindste en grundlæggende blanding af frihedens dyder. På grund af sin forståelse af de mange dimensioner af den menneskelige natur lægger det liberale demokrati stor vægt på udformningen af de politiske institutioner. Målet er at sikre frihed fra folkets lidenskaber og fordomme såvel som fra deres valgte repræsentanters lidenskaber og fordomme. En god institutionel udformning gør dette ved at spille lidenskaberne og fordommene ud mod hinanden og samtidig give incitamenter til udøvelse af fornuft, overvejelser og dømmekraft.
Hvorfor er disse grundlæggende begreber om marxisme og liberalt demokrati så dårligt forstået i dag?
I Road to Serfdom antyder Hayek, at et afgørende skridt i institutionaliseringen af den centrale planlægning, der er afgørende for socialismen, er et samordnet angreb på tanke- og diskussionsfriheden. For at konsolidere støtten til den eneste sande statsgodkendte økonomiske plan er det nødvendigt at sikre, at der hersker en ensartet opfattelse blandt borgerne: “Den mest effektive måde at få alle til at tjene det ene system af mål, som den sociale plan er rettet mod, er at få alle til at tro på disse mål.” Dette kræver bl.a., at universiteterne – i sidste ende hele uddannelsessystemet – opgiver det traditionelle mål for den liberale uddannelse, som er at formidle viden, dyrke selvstændig tænkning og tilskynde til uegennyttig jagt på sandheden. I stedet skal de videregående uddannelsesinstitutioner inddrages i denne sag. Det indebærer, at de højere læreanstalter og universiteter skal omdannes til gigantiske propagandamaskiner til indpodning og bekræftelse af de officielt godkendte synspunkter.
Den højere uddannelsestilstand i Amerika tyder på, at denne omdannelse er godt i gang. Det bliver stadig sjældnere, at universiteterne underviser de studerende i principperne om individuel frihed, begrænset regering og frie markeder sammen med de vigtigste kritikpunkter af dem, og derved både formidler viden til de studerende og fremmer deres evne til at tænke selvstændigt. I stedet nærer vores højere uddannelsesinstitutioner ofte en hovmodig og dårligt informeret begejstring for socialisme og en uvidende foragt for politisk og økonomisk frihed.
Derved bygger de højere uddannelser i dag på dogmer, der i stigende grad er blevet indpodet på tidligere stadier. Tag f.eks. Californien, som er den mest befolkede stat i USA, og som, hvis den var en suveræn nation, ville have den femtestørste økonomi i verden. Tidligere i år offentliggjorde delstatens undervisningsministerium et udkast til en “modelplan for etniske studier” udarbejdet af lærere, forskere og administratorer. I læreplanen, der er gennemsyret af samfundsvidenskabelig jargon og dedikeret til en yderst partisk dagsorden om social retfærdighed, betegnes kapitalisme som en “form for magt og undertrykkelse”, og den forbindes med synder som “patriarkat”, “racisme” og “handicapisme”. Den fashionable terminologi bygger på langvarige anklager mod det frie markedssystem: Kapitalismen belønner grådighed og egoisme, opdeler folk i undertrykte og undertrykkende klasser, fremmer atomiserede individer, udhuler fællesskabet og producerer massive og uanstændige former for ulighed. Tilsyneladende kunne Californiens eksperter ikke se pointen i at medtage den anden side af argumentet i læseplanen.
For fortsat at kunne nyde godt af den politiske og økonomiske friheds velsignelser vil det være afgørende at genvinde den liberale uddannelses praksis.
Peter Berkowitz er Tad and Dianne Taube senior fellow ved Hoover Institution, Stanford University. Han skriver på PeterBerkowitz.com, og man kan følge ham på Twitter @BerkowitzPeter. Han er også direktør for Udenrigsministeriets politiske planlægningsstab og medlem af ministeriets kommission for umistelige rettigheder. De synspunkter, der kommer til udtryk, er hans egne og afspejler ikke nødvendigvis den amerikanske regerings synspunkter.